Om Tånum Kirke

Tånum Kirke
Tånum Bygade 39
8920 Randers NV


Tånum kirke er i sin oprindelige skikkelse bygget på Valdemarstiden. Men årene er ikke gået sporløst hen over bygningen.

Gennem tiderne er der tilbygget, "lappet" lidt hist og her, og vinduesåbninger er tilmuret. Men trods skiftende byggeskik står det gamle Gudshus som et vidnesbyrd om århundreders kristne forkyndelse på stedet - sognets ophøjede samlingssted i glæde som i sorg.

Fra reformationen og indtil 1876 udgjorde Bjerregrav, Aalum og Taanum et pastorat, men i dag består pastoratet af de fem sogne.

Kirken er opført i den romanske stil, rundbuestilen. Oprindelig er den bygget i ren granit fra vestgavl til korrunding med mandsdør mod syd og kvindernes indgang mod nord.
Sådan stod kirken, indtil spidsbuestilen i 13-1400-tallet gjorde sig gældende i Danmark. På det tidspunkt forlængede man kirken med tårn og våbenhus, og to nye døre åbnedes i det tilmurede stykke. De to oprindelige døre blev tilmuret.

Den tilmurede mandsdør i sydsiden er noget ganske særligt. Her finder man nemlig over de tilhugne karmsten en overligger - en såkaldt tympanon - der regnes blandt de fornemste romanske granitarbejder i hele landet. Man ser i relief tre billeder fra begivenhederne omkring Kristi fødsel. I midten ses Maria med Jesusbarnet på sit skød. Til venstre de hellige tre konger, der kommer for at tilbede barnet, og til højre flugten til Ægypten, hvor vejen er så lang, at der næsten ikke er plads til Josef. Han står helt ude i billedets ramme. Nøjagtig den samme tympanon findes over sydportalen i Aalum kirke, kun med den forskel at Maria her har en tretakket krone på hovedet, mens hun i Taanum er fremstillet med glorie.

I kirkens indre nedbrød man samtidig med tilmuringen af dørene den oprindelige granitkorbue af krumhugne kilesten og prydede med to profilerede kragbåndsten. Dette materiale anvendtes i våbenhuset. Som dørstolper indmuredes kragbåndstenene, og nederst i væggene ses 15-16 kvadre fra korbuen samt en vinduesoverligger og en sten med udhugget mandehoved.

Medens våbenhuset er en kæmpe, var tårnet derimod fra første færd en dværg; det var spinkelt og lavt. Der er senere bygget til det i højden, hvilket ses der af, at der er to sæt glamhuller, hvoraf de nederste er tilmuret.

Endvidere har tårnets vestside været gennembrudt af en stor spidsbue fra jorden og til omtrent halvvejs op. Udvendig kan denne bue spores i sit øverste løb, men åbner man tårndøren, vil man få hele buens oprindelige åbning at se.

I den spidsbuede dobbeltkarm hænger en af egnens herligste egedøre. De tommetykke planker bærer tydelige spor af tømmermandens øksehug. Låsegemmet er også af træ og uhyre klodset, og ved slid har nøglen efterhånden fået besvær med at føre slåen frem og tilbage. Man gætter på, at døren er blevet anbragt på sin plads ved våbenhusets opførelse.

Kirkeblokken der står inden for døren med kirkens navn og årstal 1857 stammer fra W. Scheel-Plessens tid på Fussingø. I alle de kirker der dengang hørte under Fussingø, står en magen til.

Når man træder ind i det store rum, som med sine høje, knortede mure virker lidt tomt, ser man på nordvæggen med de oprindelige ganske små vinduer et gammelt lægmandskrucifiks, der i sin tid sikkert har hængt over korbuen. Krucifikset har været i sørgeligt forfald, korset har manglet helt, men et nyt er lavet.  De udbredte arme løftes afmægtigt i vejret. Tornekransen har mistet sine pigge. Kristusfigurens ansigtsudtryk er ikke just ophøjede, men udtaler en jævn og skikkelig mands hengivelse i det uundgåelige.

Altertavlen fra 1609 og prædikestolen fra 1634 er anselige renaissancearbejder, men begge uden den oprindelige, tarvelige staffering.

Prædikestolen er skænket kirken af sognepræsten for Bjerregrav, Aalum og Taanum 1629-56, Hans Andersen, og den bærer hans navnetræk samt de fire evangelistsymboler i søjlefelterne.

Alterbordet har en kerne af sten med et flerfarvet panel uden om. Panelet bærer Christian den femtes navnetræk.

Orglet er bygget af Bruno Christensen i 1973. Det er på 7 stemmer med pedal.